En anderledes tur til Kirando

Indlægget her er skrevet af min  medvolentør Sophie. Sophie, Helene og jeg havde tre gode oplevelser sammen i træk og i stedet for vi alle tre skulle skrive om det samme delte vi det op sådan at jeg skrev om Liemba og de skrev om henholdsvis Kirando og oplevelser i Kipili.      

Kirando er en by, som ligger ca. 10 km nord for Kipili. Normalt kører vi med Knud dertil, men sidste søndag ville vi gerne købe noget, og da Kirando er en noget større by end Kpili, valgte vi, Anders, Helene og jeg at cykle derind. Vi lånte to cykler fra mobilklinikken og én fra Knuds butler. Altså det var cykler, men de var ikke fantastiske og ikke den standard, jeg er vant til hjemmefra. Bremserne virkede ikke særlig godt, man kunne ikke rigtig skifte gear, på én af cyklerne faldt kæden af nogle gange, og ellers var der en masse andre raslelyde.

Men det var dejligt at prøve at sidde på en cykel igen – i hvert fald det første stykke! For jeg syntes ikke, at vi var kommet ret langt ud af byen, før at jeg svedte meget og tænkte, hvorfor i alverden vi havde bevæget os ud på den tur! Det skal siges, at det første stykke ud af Kipili går op af bakke, og jeg syntes straks, at det gik bedre, da det begyndte at gå nedad. Op ad bakke blev Helene og jeg nødt til at trække, for det var simpelthen for hårdt at træde rundt, især når man ikke kunne skifte gear.

Men vi kom forholdsvis hurtigt halvvejs til byen Katongoro. Og det gik også fint resten af turen. Undervejs hørte vi en masse råbe Wazungu, og jeg tænkte, at de nok syntes, det var lidt mærkeligt, at nogle hvide kom cyklende. For de har jo mange penge og sikkert også en bil!

I Kirando havde vi fortjent en sodavand – godt svedige og jeg rød i hovedet. Det var virkelig lækkert, og oven i købet var den køleskabskold! Det er ikke tit, at vi får drikkevarer, der har været på køl. Vi ville tage et billede af os selv, cyklerne og sodavand, så vi brugte selvudløser. Det var ret sjovt og også til stor morskab for de andre folk, der sad omkring os. Vi ordnede de ting, vi var cyklet for og bestemte os så for at cykle ned på havnen for at se, om der var en båd, der sejlede til Kipili.

Lige da vi satte os op på cyklen var der en mand, der prøvede at hoppe op på Helenes cykel. Bagagebæreren på mange af cyklerne hernede er forstærket, så de kan køre med nogle tunge ting eller personer, så derfor tænkte manden vist, at han godt lige kunne sidde der. Det var lidt ubehageligt, at han sådan fulgte efter os et stykke og forsøgte at hoppe op, men vi fik ham heldigvis til at holde op.

Vi kom ned til havnen og der var en båd, der sejlede til Kipili og derefter videre til Congo. Det troede jeg nu ikke rigtigt på, men det viste sig, at det var rigtigt nok. Det kostede 10.000 shilling for os tre og vores cykler (ca. 40kr). Vi tænkte, at det var ikke meget, så vi ville gerne med. De sejler kun i træbåde hernede, og det ser ret spændende ud, så vi valgte at tage båden, fordi vi gerne ville prøve det og så for at slippe for at cykle hjem.

En mand begyndte at løfte vores cykler ombord. Vi valgte at prøve at prutte lidt om prisen med en anden mand og gav ham så 8000 shilling. Vi gik ombord på båden og lidt efter kom ham, der havde læsset cyklerne ombord tilbage med 6000 shilling, hvor han så selv beholdt de sidste 2000 og gik. Jeg tænkte kort, at det var da en billig sejltur, men jeg kom så til at tænke på, at han måske tog pengene bare for at læsse cyklerne ombord. Ham, vi havde givet de 8000, havde slet ikke noget med båden at gøre, og det var egentlig ret heldigt, at de andre tog pengene fra ham igen, ellers var vi godt nok blevet snydt!

Vi blev skubbet ud fra land, og så kunne de ikke starte motoren. Ankeret sad fast på bunden, så ankerdrengen sprang i vandet og fik ankeret op. Efter adskillige motorstart kom den endelig i gang, og vi sejlede afsted. Da vi startede med at snakke om at skulle sejle hjem, var det også fordi, at vi tænkte, at det var hurtigere for os end at cykle. Men det gik hurtigt op for os, at det var slet ikke rigtigt - vi havde virkelig ikke tænkt os ordentligt om! Vi vidste egentlig godt, at det tog ret lang tid, fordi vi havde sejlet halvdelen af vejen før. Det viste sig, at vi stadig skulle betale 10.000 for at sejle med også selvom vi spurgte, om det ikke var Wazungu-pris. Jeg sad længe og ærgrede mig og følte mig enormt snydt. Og hvorfor skulle ham der løftede cyklerne op have 2000? Det var der i hvert fald ingen grund til.

Vi kom til Mandakerenge, og kaptajnen skulle så ordne et eller andet der. Myggene begyndte at komme, og Helene og jeg havde ikke noget tøj med til at dække arme og ben. Vi fik så et stykke stof af en pige i båden og sad så under det – til stor morskab for de andre.

De sad alle og spiste sukkerrør på båden, og der var også et lille barn, der drak vand. Da flasken var tom, stak de den ned i søen og fyldte den op igen. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at det vand jo ikke var rent, men så sagde de, at de ikke havde penge til at købe rent vand. Så Helene og jeg snakkede lidt om, om den baby nu ville få dårlig mave på vej til Congo, hvis han/hun ellers skulle sejle helt derover.

Det blev mørkt, og vi vidste, at vi skulle cykle et stykke på dårlig grusvej. Det var lidt spændende, hvordan det ville gå, men der var ingen problemer. Knud var ikke hjemme, så vi tænkte også på, om butleren, der laver mad til os, ville blive bekymret nu, når vi ikke var kommet hjem før det blev mørkt, for han vidste, at vi var cyklet afsted. Han spurgte dog også, hvorfor vi kom så sent, men ellers var der ikke sket noget.

Senere snakkede vi med Knud om, hvad det egentlig kostede at sejle fra Kirando til Kipili. Vi blev klogere, for vi var blevet meget snydt!

Skrevet d. 20/4

Liemba

”They let the shit out in Zambia”. Jeg sidder sammen med Helene og Sofie mine medvolontører samt en Hollænder og en Schweizer og udbryder denne dumhed. Sekundet efter jeg har sagt sætningen fortryder jeg. Den er ufatteligt dårligt timet. De andre tager det nu meget pænt, de kigger lidt rundt på hinanden med skæve smil og medlidende øjne og begynder så at snakke om noget andet.

Scenariet fandt sted i cafeteriet på Liemba verdens ældste færge, som stadig er i brug. Der er nu ikke noget forkert ved sætningen. På det tidspunkt havde vi været i Zambia og det var her de valgte at tømme toiletterne og det var der også brug for! Toiletterne på færgen var noget nær det ulækreste jeg har oplevet. Det stank ikke bare ufatteligt kraftigt man kunne også mærke luftfugtigheden! Selvom toiletterne ikke var fantastiske var sejlturen på færgen en fantastisk oplevelse. Liemba sejler langs østbredden på Tanganika søen fra Kigoma til Zambia og tilbage. Bådende er bygget af tyskerne før førsteverdenskrig og har en interessant historie. Den har blandt andet ligget under vand og er blevet båret i dele og så samlet igen ved søen, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Sofie, Helene og jeg kom på færgen i Kipili og sejlede derfra til Zambia og tilbage igen på omkring to døgn. På de to døgn nåede vi at sætte vores føder på Zambia, møde en masse danskere og meget mere.

Vi stod forventningsfulde på færgen en sen aften i Kipili. Der er ikke en havn i Kipili, så ligesom mange andre små fiskerlandsbyer langs ruten kommer man om bord ved hjælp af små både, som så ligger sig op på siden af skibet. Det er altid et kaos at overvære og være en del af. Folk råber og skriger og bådende sejler imellem hinanden i en stor pærevælling. Nogen skal have en masse tørret fisk læsset af andre sætter passagerer af og på og nogen er der bare fordi de er nysgerrige. Kaos’en fortsætter inde i skibet, hvor de af en eller anden mærkelig grund har valgt at sætte billetkontoret lige der hvor alle skal ind.

Imens vi stod, som sild i en tønde og hørt på vrede gloser fra folk der maste og skubbede for at komme ind på skibet, fik vi vist vores pas og afleveret 40.000 shilling hver til en andenklasses kahyt. Da vi endelig blev lukket op på dækket opdagede Helene at hun ikke havde sin sovepose på sig. Problem! Heldigvis kom der en meget glad og pumpet sømand med soveposen lidt efter. Vi sagde asante sana(mange tak) og han smilede med det største tandpastasmil. Den samme sømand skulle i løbet af turen spørge mig om penge hele fire gange, med det samme tandpastasmil smørret på.   

Der er en helt speciel stemning på Liemba især om aftenen. Passagererne og sømændene ligger og sover alle vegne på hele færgen. I bagenden sidder sømænd og spilder Ludo og snakker. I forenden bliver der stadig arbejdet med gods og man kan høre højrøstede stemmer. For hyggens skyld valgte vi at sove på dækket. Færgen var så fyldt at vi havde problemer med at finde et sted hvor vi kunne være, men til sidst fandt vi et hyggeligt hjørne på det øverste dæk.

Næste morgen da vi stod op fandt vi ud af der var fire unge danskere med på færgen. Vi troede ikke at der var andre hvide med og hvad er så lige chancen for at det er danskere! Det er jo ikke så tit man møder andre danskere hernede. Danskerne skulle allerede af i Kasanga, så vi nåede kun lige at høre at to af dem dansede stammedans og de to andre havde arbejdet på et hospital længere nord på.   

Efter Kasanga var det næste stop endestationen Mpulungu i Zambia. Vi var meget i tvivl om vi skulle gå i land, fordi det ville koste os hver 50 dollars at komme ind i landet og 50 dollars at komme ind i Tanzania igen, men det viste sig ikke at være noget problem da grænsekontrollen lå længere inde på havnen. Efter ca. 5 timer i havnen og en lille gåtur på Zambisk jord mødte vi igen danskere. Det var omkring ti elve rigtige unge ”danskere”, som vi kender dem derhjemme fra. Nogen af dem var fulde og førte sig frem, andre var rigtigt flinke og var villige til at høre om hvorfor vi var her og om vores projekter. Mest af alt var de optaget af at fortælle om det projekt de var ved at oprettet. Det var en kombination af adtventure for turister og gratisk skole for afrikanere og de havde været i P3 og skulle snart i ”god morgen Danmark”.   

På hjemturen havde vi vænnet os mere til atmosfæren på skibet. Om dagen sad vi udenfor og nød vejret om aftenen lavede vi lysbilleder med langlukketid(se billede). Skibet blev fyldt op med røget fisk så man nærmest ikke kunne gå nogen steder. Folk ville meget gerne have billeder sammen med os og så mødte vi en Schweizer og en Hollænder, som var i gang med at rejse Afrika og Sydamerika tynd.

Alt i alt var det en dejlig og oplevelsesrig sejltur hvor vi mødte en masse forskellige mennesker.

Hilsen Anders    

Opdatering fra Tanzania

Hej alle sammen  

Så fik jeg endelig lavet et blogindlæg igen. Jeg har haft problemer med at komme ind på bloggen i en periode, men nu er den her og der er sket rigtigt meget siden sidst!

Det helt store er at jeg har flyttet til Sumbawanga og har boet her i snart en måned. Her har jeg overtaget Heidis job som engelsklærer på en secondary skole og computerlærer på bibelskolen. Jeg bor alene i Knuds hus her i Sumbawanga, men alene er nu så meget sagt. Der er masser af liv om dagen fordi to mamma’er bestyrer en bog- og bibelbutik. De hjælper også med at vaske mit tøj, byder mig hele tiden på mad og gør rent i ny og næ. De kan ikke et ord engelsk så når mit swahili ikke rækker længere bliver der kommunikeret ved hjælp af håndtegn og store fagter. Hvis det går helt galt kan vi altid kalde på en af drengene som bor ude bagved. De snakker udmærket engelsk. Jeg besøger tit drengene om aftenen eftersom de tit hjælper mig med at oversætte et par engelske sætninger. De er rigtige hyggelige at snakke med også om andre ting end det tanzaniske skolesystem og kiswahili.

Et udvalg af bibelskole eleverne. Billedet er taget på en udflugt op til to
 nærliggende bjerge, hvor der stadigvæk ses tegn på traditionel gudedyrkelse,
 som Peter tog os ud på.

Mit arbejde på secondary skolen finder jeg meget udfordrende idet at eleverne ikke rigtigt kan noget engelsk i forvejen. Al undervisning i Secondary skolerne her i Tanzania skal i princippet foregå på engelsk, men sådan er det ikke i praksis. Det der bliver skrevet på tavlen er engelsk, men de yngste elever i ”form one” og ”form two” forstår ingenting hvis ikke læreren underviser på swahili. Jeg underviser en form one klasse på engelsk og swahili. Det jeg kan forberede oversætter jeg i forberedelsesfasen. Det betyder at jeg bruger rigtigt meget tid på at forberede mig, men lærer en masse swahili samtidigt.

Undervisningen på bibelskolen går noget bedre. Der er som regel en eller to af eleverne der kan nogenlunde engelsk og jeg viser dem hvad de skal gøre på min egen computer først. Det er rigtigt sjovt at se dem opdage, hvad en computer kan, men det kræver også tålmodighed. Nogen af dem har en tendens til når de har lavet noget, at læne sig tilbage i stolen og beundre deres veludførte arbejde. Det er nu noget af et syn at se fem voksne mænd sidde med armene om hinanden og kigge tilfreds og anerkendende på et word-dokument med en overskrift med store bogstaver og en sætning nede under i kursiv. Det er jo Afrika.  

Den bedste stund i ugen er mandag og tirsdag fra klokken 12 til 14 for der hygger jeg mig over ved Anne-Lene og Peter i pausen imellem mine timer på bibelskolen. Jeg glæder mig altid til at bare slappe af i deres sofa, få noget ordentligt mad og ikke mindst at nyde deres rare selskab. Jeg besøger også af og til Heidi og Jeanette på pigebørnehjemmet, hvor de har deres lejlighed. Det er rigtigt godt og hyggeligt at der er nogle jævnaldrende danskere her i Sumbawanga, selvom jeg af og til bliver drillet på det groveste(drilleriet er nu også flyttet til internettet. For de interesserede se et lille udsnit på heideogjeanetteisumbawanga.blogspot.com/).     

Sumbawanga er en stor by, der bor måske over hundredtusind mennesker. Jeg elsker at køre rundt og opleve byatmosfæren på de mange små grusveje, som nærmest virker uendelige i antal. Byen er også omgivet af bjerge. En dag besluttede jeg mig at bestige det højeste som jeg kan se fra mit hus. Turen tog alt i alt næsten 7 timer i løb og på gå ben. Det sidste stykke af bjerget var der ikke nogen sti så jeg måtte på et tidspunkt kæmpe mig igennem tæt græs på omkring 2 meters højde. Det var virkelig en tur ud i vildnisset. Da jeg kom op på toppen var der et fantastisk panorama udsigt 360 grader rundt. Desvære havde jeg glemt mit kamera, så jeg har ingen billeder derfra.       

Hilsen: Anders

 Mine to afrikanske "mødre" mama Simon og mama Pendo. Billedet er taget efter en festlig stund vor jeg har vist dem billeder fra Danmark.

Weekendture

 

Jeg har været på tre weekendture, som jeg har løst til at fortælle lidt om. En fællesnævner for dem alle er nok at jeg her virkelig har oplevet følelsen af at være anderledes, fordi man er hvid. Opmærksomhed møder man nu hele tiden. Bare vi går ud af døren her i Sumbawanga(som jeg lige pt. er på besøg i) er der som regel et par stykker af nabobørnene, som er klar til at trykke en Mzungu i hånden. Mzungu er det første ord på swahili man lære her i Tanzania. Det betyder europæer og det er ikke sjældent råbt eller sagt Mzungu når man går forbi. Det er enlig ikke ondt ment, men man kan godt blive lidt træt af det når det bliver for meget.

Den første weekendtur er den vor vi har fået mest Mzungu opmærksomhed. Det var den første weekend i Sumbawanga. Vi blev inviteret af Peter, LM missionæren hernede til en lille tur op i nogle bjerge vest for Sumbawanga for at se huler der har haft en vis religiøs betydning. Det var sammen med næsten hele Sumbawanga banden bestående af de to volentøre Heidi og Jeanette fra fremtid og håb, Heidi, Peter og så Peters søn Silas plus hans ven Egil. Det var kort sagt en rigtig hyggelig tur ude i Tanzanias smukke natur, med nogle rigtig hyggelige mennesker. På vejen hjem ville Peter købe en ged i en nærliggende landsby. Her oplevede jeg at få kraftigste opmærksomhed, fordi vi var hvide. Børnene stod simpelthen og gloede på os med store øjne, som om de insisterede på at vi var fra en anden planet. Jeg troede næsten på dem til sidst, især da jeg tog kameraet frem for at tage lidt billeder. Den magiske kasse eller hvad de har nu har troet det var, var så interessant at der blev skubbet og maset for at få at komme med på et billede og måske se sig selv, ja måske for førstegang nogensinde!



På den anden weekendtur fik vi også rigtigt meget opmærksomhed fra børn. Vi oplevede at blive fulgt af en trofast børneskare i flere timer i landsbyen Wnapembe, som ligesom Kipili ligger ved Tanganikasøen. På et eller andet tidspunkt tænkte jeg, nu må børnene da snart syntes at det er uinteressant at rende os Mzunguer i hælende hele tiden, men det syntes de åbenbart ikke. Vi var i byen fordi Knud skulle have et møde med evangelisten og fik så lov til at komme med. Imens han havde sine møder rendte vi rundt og kiggede os omkring i byen. Det var også en rigtig dejlig tur. Især den flotte sejltur til og fra landsbyen satte jeg meget pris på.              

Den sidste weekendtur var i sidste weekend til en indvielsesfest af en KFS i en nabolandsby til Kipili. Udover den forfærdelige ”sube steg og is” orgel lyd der helst skulle spilles til alt der foregik inklusiv velsignelse af lederne(se billede) så gjorde det også stort indtryk på mig at vi skulle sidde ved højbordet. Det indebar at vi fik først mad, krydret ris og vigtigst af alt kylling. Jeg ved ikke helt om vi skulle sidde der fordi vi var wazungu eller bare gæster, som man ære meget, men det var i hvert fald en surrealistisk oplevelse at blive sat på en pilestat og blive behandlet anderledes.  

Hilsen Anders



Billed fra den første tur






På vej til Wnapembe



Fra indvielsesfesten



En unormal normal dag i Kipili

Her er en ualmindelig kringlet forsøg på at skrive om hverdagen hernede i Kipili. Jeg håber i for noget ud af det selvom jeg havde det sjovt da jeg skrev det! 

Følgende liste indeholder en række kriterier, som skal være gældende for at der kan være tale om en unormal normal dag for mig her i Kipili. Enlig kan majoriteten af kriterierne udmærket stå alene og dermed følge en unormal normal dag.



Udsigten fra Knuds terrase



Det er en unormal normal dag:

−        Hvis man ikke ser en ny sommerfugleart.

−        Hvis man ikke siger ”Habari” til et nyt smilende afrikansk ansigt som jeg ikke har set før.

−        Hvis man ikke tænker på dem derhjemme.

−        Hvis man ikke nyder udsigten ud over Lake Tanganyika fra Knuds terrasse.

−        Hvis der ikke bliver drøftet afrikanske forhold ved spisebordet og ikke bliver rynket på panden og smågrinet af bare undren fra os volontørers side når nogle af Knuds anekdoter kommer frem.  

−        Hvis man ikke for læst i en bog.

−        Hvis man ikke tænker på alle de ting man kunne have gjort nu hvor man i øvrigt har tiden til det og alle de ting man skal have gjort når man kommer hjem og har ressourcerne til det.

−        Hvis ingen kommer for sent eller man bliver nød til at vendte på noget skal ske.

−        Hvis ikke vi for bønner, ris eller ugally og chinice til middag og hvidt brød som er bagt med købt pålæg til aftensmad og morgenmad. 

−        Hvis man ikke forbereder sig lidt til enten cheke chea eller engelskundervisning af de secondary elever der bor ved missionsstationen.

−        Hvis man ikke sider og kæmper med et eller andet swahili i ny og næ.

−        Hvis ikke der sidder mindst to gekkoer på væggen i Knuds stue.

−        Hvis ikke man føler at man bliver lidt klogere på Tanzanianerne, men alligevel har meget at lære endnu.



Cheke Chea



Her på det sidste har der været eksempler på at der er kommet ualmindelige normale dage som ikke må forveksles med unormale normale dage. Hvis overnævnte modsatte kriterier finder sted er det en normal dag, men hvis der udover det ikke sker noget nyt eller ualmindeligt er det en ualmindelig normal dag. Det er altså med andre ord ualmindeligt at have en normal dag, fordi den normale dag med overnævnte modsattes kriterier sjældent står alene. De almindelige normale dage skyldes både at der sker noget nyt, men også at man møder nye mennesker og får nye indtryk.

På en almindelig normal eller bare normal dag så jeg eksempelvis et tusindben med samme længde som min hånd. En anden dag var vi ude og se Kipilis fodboldhold spille mod nabolandsbyens fodboldhold. Det gik ikke stille for sig og folk løb ind på banen hver gang der var en lille lejlighed til det. På et tidspunkt havde dommeren underkendt et mål det udløste en massediskussion uden lige, som først dødede ud et kvarter efter. På det tidspunkt lignede det at der ikke var sket noget bare et kvarter før. To dage efter fandt jeg mig selv i en lignende masse af mennesker. Der var det mit eget hold der havde scoret. På den tidligere kampdag var jeg nemlig blevet inviteret af snedkereleverne til at spille med dem mod secondary skolen. Det var en rigtig sjov oplevelse selvom det foregik på en meget ujævn bane i over 30 graders varme. Vi tabte desværre kampen 3-2.    

Sofie og jeg så også aber på en helt almindelig dag da vi var på vej igennem skoven til et sted ved siden af en lodge hvor der er sandstrand. Det er nu er dejligt sted.



Kampen mod secondary school var hård både på grund af varmen, men også fordi de her to små midtbanespillere som jeg spillede overfor lod mig løbe efter bolden. Her er det dog enlig lykkes mig at komme ind i en tackling. 



Indtil videre har de ualmindelige normale dage været ganske få og kun her på det sidste. Måske skyldes det at jeg er ved at vende mig til at hverdagen ikke bliver den samme, som den jeg kender til der hjemme. Tanzania er ganske enkelt et helt andet land end Danmark. Alt er mere sprudlende og spontant og ikke mange ting køre på en så lige snor, som der hjemme. Det kan man elske eller hade men man skal uanset hvad leve efter det og vende sig til det.

Til slut kan jeg tilføje et nyt kriterium for en unormal normal dag.

Det er en unormal normal dag i Kipili:

−        Hvis der er fundet en ualmindelig normaldag sted.

Hilsen Anders

Billeder fra Kipili:

Her er et udvalg af de dyr jeg har set. Øverst er de almindelige: sommerfugle, Gekkoer, Store insekter og mange forskellige slags fugle. Gekkoer er så almindelige at jeg ikke har tænkt på at tage et billede af dem. Men Sophie havde heldigvis et billede som jeg måtte låne. Nederst de mere sjældne en skorpion som bød os velkommen i håndvasken på toilettet da vi kom og de grønne aber fra skoven. 





 

På det her tidspunkt var dommeren ikke populær i kampen med Kipili mod nabolandsbyen.







Det her billed er taget i en gammel katolske kirke tæt på Kipili. Den er bygget i same periode som de allerførste kirker i Tanzania.

 

Et billed fra Kipili centrum





Fiskere på Lake Tanganyika



Rejsen til Sumbawanga og de første indtryk



Sophie og Michael i
Dar es Salaam



Så er det sket jeg er Tanzania og sender live fra en lille netcafe nær det hus hvor vi holder til i Sumbawange. Som næsten alle tanzaniere jeg har mødt er egeren meget flink og imødekommende, men kan ikke meget engelsk.



WOW Jeg har meget at fortælle siden jeg tog fra Danmark. Der har været rigtig mange oplevelser og indtryk som vi, Sophie min rejsefælle og jeg har skulle forholde os til. Nu ved jeg godt at det er en klassisk kliche at sige at turen her til har været lang, men denne gang passer det altså! Den kan absolut ikke sammenlignes med alle andre rejser jeg har været på, som har gået fra A til B. Bare det sidste stykke af turen, fra Mbaya til Sumbawanga, er et blogindlæg for sig selv. Det brager og rumle når man i ti timer køre på en humpet grusvej med huller større end tekopper, men man kan godt vende sig til det skulle jeg hilse og sige. Kort beskrevet har vi taget flyet fra Kastrup til London og derfra til Dar es Salaam, som er den største by her i Tanzania. Vi ankom om morgenen og brugte så dagen på at køre rundt med taxachaufføren Michael for at se byen og købe tanzanisk simkort og taletid. Næste dag tog vi bussen til Mbaya. Det gik fint nok indtil vi holdte for at spise frokost. Vi havde selvfølgelig ikke lige forstået at når bussen dytter så betyder det at den kører. Så vi måtte løbe efter den og råbe den op. Heldigvis fik vi med hjælp fra en dyttende bus og opmærksomme tanzaniske børn fanget chaufførens opmærksomhed og kom med videre. På køreturen kom vi også igennem Mikumi nationalpark og her så vi blandt andet elefanter(se billede).  



Efter en nats søvn i Mbay tog vi som før nævnt med bussen til Sumbawanga, hvor vi blev mødt af Knud og Heidi. Det var nu lidt befriende at se Knud og Heidi stå ved togstationen og byde os velkommen. En lang rejse var overstået.     





Den bedste oplevelse ved at komme herned har været mødet med de mennesker, som er hernede. Det gælder både de etniske danskere og tanzanierne. Jeg har virkelig følt mig velkommen. I det hus vi holder til kommer der konstant forskellige mennesker som enten skal snakke med Knud eller Mamamerne som er afrikanske damer der driver en lille boghandel og har forskellige andre opgaver. De hilser alle sammen varmt og griner lidt når vi prøver at fremvriste svarende på hilsnerne på swahili. Man føler at her kommer man hinanden ved og det er en stor fordel når man som os finder sig selv i et land og kultur som man ikke kender så meget til.

Vi er i Sumbawanga i en uge fordi vi skal lære det grundlæggende ved swahili. Det er meget hårdt for to ikke sproglige studenter at lære et helt nyt sprog fra bunden, men grammatikken er ret logisk så vi er ved godt mod!



Hilsen Anders       

Her lidt udvalgte billeder, med tilhørende billedtekst:







Mikumi nationalpark



Jeg har nok haft den opfattelse at det næsten aldrig regner i Afrika,

men det har næsten regner hver dag siden vi kom herned. Det er dog kun med små korte regnskyld af gangen. Her er det ca. 20 minutter efter vi er landet i Dar es Salaam.



Et klassisk syn på turen ind i landet har været de små ler og murstens huse med stråtag. Jeg har til tider haft en magtesløs følelse ved at mødet med den fattigdom vi har set. 



En almindelig shop i Tanzania



Vi har også været på rundvisning på bibelskolen i Sumbawanga, som jeg senerehen skal arbejde på, her stødte vi bandt andet på de her små søde børn. 



8 dage til rejsen og sommerfugle i maven

Der er 8 dage til at Sofie og jeg tager med et fly fra Kastrup og dermed begynder vores rejse til Tanzania. Jeg lyver hvis jeg siger at jeg har "lidt" sommerfugle i maven for jeg har "mange" sommerfugle. Faktisk så meget at jeg adskilige gange har taget mig selv i at nynne trøstesange bare for at lette på nerverne. (Rasmus Seebach?). Hvad er det lige jeg har gang i! Jeg tager væk fra det trygge Danmark, som jeg elsker og kender så godt og tager til en fremmed kultur hvor de fleste ikke engang snakker et sprog jeg kan forstå? Spørgsmålet er nok meget naturligt, men det er jo også det der gør at det er så spændende. Jeg skal opleve noget jeg ikke har prøvet før. Jeg skal opleve missionsarbejde og stifte bekendtskab med en afrikansk kirke. Jeg skal være en del af det og hjælpe der hvor jeg kan. Jeg er ydmyg, spændt og glæder mig helt vildt til mine oplevelser i Tanzania.

MVH Anders